Nyt fra Glesborg i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Glesborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i politikredsen i dag. 

 

Truede hospitalspersonale og blev anholdt

En 24-årig mand, der var under behandling på Aarhus Universitetshospital, blev natten til tirsdag omkring kl. 2.00 så aggressiv, at personalet endte med at tilkalde politiet. 

Ifølge personalet havde den 24-årige råbt og slået ud efter flere medarbejdere, da han vågnede fra sin bedøvelse efter et mindre indgreb. Han råbte flere trusler efter en sygeplejerske, som han fulgte efter ud på gangen, ligesom han slog ud efter en portør, inden det til sidst lykkedes nogle medarbejdere at få ham tilbageholdt. 

Da patruljen kom frem, var den 24-årig stadig meget opfarende, og han gjorde kraftigt modstand. Betjentene fik ham dog anholdt, og han blev sigtet for trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde ved at modsætte sig anholdelsen. 

**

 

Glemt gryde forårsagede brand

Politi og brandvæsen kørte mandag kl. 19.28 til brand i en lejlighed på Ny Munkegade i Aarhus C. Da politiet kom frem, var alle beboere i opgangen ude, og det viste sig hurtigt, at ingen personer var kommet til skade. 

Branden var opstået ved komfuret i køkkenet, hvor der var sket en del skade. Ilden var startet i en gryde med olie, som en kvindelig beboer havde glemt, og det var først, da røgalarmen lød, at hun opdagede, at der stod flammer op fra komfuret. 

Kvinden blev efterfølgende sigtet efter beredskabsloven ved at have været uforsigtig i sin omgang med ild. 

**

 

Knuste vindue og blev sigtet for hærværk

En borger i Studstrup ved Skødstrup ringede tirsdag morgen kl. 6.37 til politiet, da han så en råbende mand stå og sparke på et lille hus, som buschaufførerne bruger til opholdsrum. 

En patrulje kørte til Præstekravevej, hvor de kunne se, at der var knust en rude ind til opholdsrummet. Tæt på huset stod en 37-årig mand, som hurtigt erkendte, at det var ham, der havde knust ruden – angiveligt fordi han var sur over en episode med en buschauffør. 

Den 37-årige blev anholdt og sigtet for hærværk. 

**

 

Garage og bil udbrændt

Østjyllands Politi fik natten til tirsdag kl. 1.02 en anmeldelse om, at der var brand i en garage til et hus på Lerbjergvej i Vissing ved Hadsten. Da politiet og brandvæsen kom frem, stod der kraftige flammer op fra garagen, og både den og bilen, der stod i den, udbrændte helt. 

Ingen personer kom til skade ved branden, der ikke nåede at brede sig til huset. 

Det er endnu uvist, hvordan branden er opstået. 

**

 

Færdsel

Mandag kl. 7.14 skete der et færdselsuheld på Udbyhøjvej i Randers NØ. En 20-årig mandlig bilist ramte ind i en 18-årig kvinde, der var ved at krydse vejen til fods via et fodgængerfelt. Kvinden pådrog sig nogle mindre skader og blev kørt på skadestuen. Bilisten blev sigtet for ikke at holde tilbage ved fodgængerfeltet. 

Mandag kl. 7.51 skete der et færdselsuheld på Rådmands Boulevard i Randers C. En 19-årig kvindelig bilist foretog et højresving ind på en p-plads og ramte ind i en 55-årig mand, som kom kørende ligeud på knallert. Knallertføreren kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Mandag kl. 8.27 skete der et færdselsuheld i krydset Christian X’s Vej/Sletmøllevej i Tranbjerg. En 19-årig kvindelig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en bil ført af en 65-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 19-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Mandag kl. 17.01 skete der et færdselsuheld på Randersvej i Auning. En 29-årig kvindelig bilist kom af ukendte årsager for langt over i den modsatte vejbane, hvor hun stødte sammen med en modkørende bil ført af en 64-årig mand. Der skete en del materiel skade, men ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Mandag kl. 19.22 blev en 36-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Idrætsvej i Glesborg

Mandag kl. 21.35 blev en 47-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Udbyhøjvej i Randers NØ. 

Mandag kl. 22.06 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vejlby Centervej i Risskov. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde skunk på sig. 

Mandag kl. 23.08 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Agerøvej i Tilst. 

Natten til tirsdag kl. 00.19 skete der et færdselsuheld på Marienlystvej i Brendstrup ved Aarhus N. En 24-årig mandlig bilist forsøgte at undvige en modkørende bil, der kom for langt over i hans bane, men det endte med, at de to biler stødte sammen. Efterfølgende løb bilisten i den modkørende bil fra stedet. Den 24-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Det viste sig, at bilen, som den flygtende mand kørte i, var meldt stjålet tidligere på dagen ved Aarhus Universitetshospital på Palle Juul-Jensens Boulevard. 

Natten til tirsdag kl. 1.54 blev en 27-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vestergade i Ryomgård. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Kastanievej i Laurbjerg ved Langå begået mellem torsdag d. 27/1 kl. 23.00 og fredag d. 28/1 kl. 6.00
På Hørretløkken i Mårslet begået mandag d. 31/1 mellem kl. 16.00 og kl. 22.20
På Revlingebakken i Lystrup begået mellem mandag d. 31/1 kl. 13.00 og tirsdag d. 1/2 kl. 00.30
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi