PRÆSENTERES I SAMARBEJDE MED EJENDOMSMÆGLERFIRMAET JOHN FRANDSEN
Fløden 78, Fjellerup Strand, 8585 Glesborg
Klassisk sommerhus med indbygget hygge
Ugens bolig er et sommerhus, der inviterer til masser af hyggelige stunder året rundt. Huset, der er fra 2008, er bygget i kalmartræ i moderne, men dog klassisk stil med indvendig træbeklædning, store vinduer og med brændeovn.
Huset er på 94 kvadratmeter, men med stue, tre værelser og to toiletter, sauna og spa, er der alligevel plads til hele familien, og med både vaskemaskine og tørretumbler kan man også blive hængende i sommerhuset i mere end bare en uge eller weekenden over.
Bygget til aktiviteter
Huset er bygget med tanke på afslapning og hygge, og der hører carport med skur til opbevaring af diverse havestole og fiskestænger, der er endda etableret udevask på bagsiden af skuret, så man kan rense sine friskfangede fisk.
Grunden er på 1200 kvadratmeter, og der er beplantet i skel, så privatlivet i den hyggelige have er sikret. Og hvis man trænger til mere luft, ligger sommerhuset kun et stenkast fra stranden og ganske få kilometer fra det kendte Fjellerup Vaffelbageri.
Hvis man ikke selv kan bruge alle ferier i huset, kan det lejes ud.